Lillebælt Syd

Der er fundet en foreløbig placering til transformerstationen ved Lavensby på Als – markeret med rødt på kortet nedenfor. Transformerstationen skal omdanne strømmen fra vindmøllerne, så den kan bruges i elforsyningsnettet.

Strømmen fra vindmøllerne transporteres gennem et søkabel til transformerstationen og derfra videre til eksisterende 150 kV net via et nedgravet landkabel.

Der er valgt en placering tæt ved kysten for at længden på kablerne mellem vindmøller og transformerstation bliver kortest mulig. Samtidig er der lagt vægt på, at placeringen tager hensyn til beskyttede naturtyper og strandbeskyttelseslinjen, ligesom at evt. støjpåvirkninger af byområder skal kunne overholde de vejledende grænseværdier.

Placeringen af transformerstationen er endnu ikke godkendt af bygherre (Energinet) eller af myndigheden (Miljøstyrelsen). Det forventes, at placeringen godkendes i løbet af 2019.

Idéen til en mulig placering af en vindmøllepark ved Lillegrund i Lillebælt opstod tilbage i 2012, hvor Vindmølleudvalget screenede egnede områder i de danske farvande. Vindmølleudvalget var blevet nedsat af den daværende regering for at finde egnede områder til placeringer af fremtidige vindmølleparker. Fælles for alle de områder, der blev screenet af Vindmølleudvalget, er, at de er placeret inden for 20 km af kysten og har kapaciteter på op til 200MW, altså meget mindre end traditionelle vindmølleparker.

I forhold til en mulig placering i det sydlige Lillebælt, kan møllerne ikke placeres mere sydligt, da hele farvandet omkring Als og Flensborg Fjord er fredede Natura 2000 områder. Havbunden har også stor betydning, og her er netop området nord for Lillegrund fordelagtigt på grund af det forholdsvis lave vand samt en god moræne bund, der er ideel til opstilling af møller.

Endelig er vindforholdene også gode i området. Der er f.eks. lavet en modelberegning, der viser en middelvind på 8,4m/s i 90m højde. Dette er vigtigt, da møller typisk arbejder optimalt, når vinden er mellem 4 og 25 m/s.

For 11.000 år siden var Lillebælt bare en flod

For ca. 17.000 år siden var Lillebælt dækket af et af de sidste isfremstød under Weichel istiden. Landskabsdannelsen i isens randområder i Lillebælt skabte de randmoræner, som stadig i dag ses som buede højderygge i landskabet under vandet.

På figur 1 kan man se, hvordan isen dækkede Danmark  under et af de sidste isfremstød i Weichsel istiden. Her var der en isrand i Lillebælt.

Nogle tusinde år senere var isen smeltet tilbage fra dansk område, og kun Norge og Sverige var isdækket  Som reaktion på det manglende tryk fra isen hævede landet sig, og Danmark var i denne sen-glaciale periode landfast med Sverige og England.

På figur 2 kan man se Danmark under isens afsmeltning 15.000-14.000 år før nu.

På figur 3 kan man se, hvor Lillebælt i denne fastlandstid for mellem ca. 11.000 og 16.000 år siden var en flod i varierende størrelse omgivet af stenede randmoræner og sandede smeltevandssletter, som var aflejret af isen.

De arktiske heder med deres spredte urter og dværgbuske bredte sig i dette landskab. Flokke af rensdyr fulgte efter, og det er også i slutningen af denne tid, at vi finder de første spor af mennesker, der som rensdyrjægere rejser i området.

Da resten af iskapperne mod nord smeltede tilbage i de efterfølgende årtusinder, steg havspejlet mere end den fortsatte landhævning. Store landområder blev oversvømmet, og også Lillebælt blev oversvømmet og blev en del af dette hav, som under navnet Stenalderhavet opnåede sin maksimale udbredelse for ca. 8.000 år siden. Kystlinjerne i Lillebælt ligner meget dem, som vi ser i området i dag.

Landskabets historie har resulteret i, at vi i havet på lavere vand end ca. 10 meter finder et landskab, som var tørt, bevokset og befærdet af dyr og mennesker i en periode på adskillige tusinde år. Her er derfor en mulighed for at gøre arkæologiske fund efter mennesker og bosættelser.

I forbindelse med de fortsatte undersøgelser for en vindmøllepark mellem Als og Fyn vil der derfor blive holdt øje med eventuelle spor af arkæologiske fund i samarbejde med Langelands Museum, som har det marinarkæologiske ansvar i området.